Efter sejren på udebane i går over Skovshoved skulle Frem allerede i dag spille forårets sidste kamp hjemme mod Brønshøj. Med en sejr ville Frem minimum indtage tredjepladsen.

Frem var ændret på to pladser. Anthon var igen i mål og Roman erstattede Arne F. Fra start lagde Frem et tungt pres på gæsterne, som havde svært ved at spille bolden ud af egen zone. Efter 10 minutter opfangede Peter en ripost efter et forsøg fra Poul og bragte hjemmeholdet foran, men på et enkelt kontraløb efter et kvarter fik Brønshøj bragt balance i regnskabet. 1-1. Frem fortsatte med at være boldbesiddende og pludselig øjnede Brian muligheden for et sololøb, og fra banens midte driblede han igennem Brønshøjs forsvar for sluttelig at sende den forbi målmanden. 2-1. Kort før halvtid øgede Poul til 3-1.

I anden halvleg fortsatte Frem dominansen og spillede sig til flere store chancer, men enten reddede målmanden eller træværket for gæsterne. Midt i halvlegen lykkedes det dog John Brutale at score, da han opfangede en tværpasning og kort efter lavede Brian sit andet mål til slutresultatet 5-1. Frems femte sejr på stribe var en realitet, og den endelige placering må vente til resultaterne af de øvrige kampe indløber. Under alle omstændigheder en flot sæson for 65’erne.

Frems hold: Anthon, Poul, Bjarne, Roman, Brian, Palle J, Benny, John B og Peter

Hilsen Peter