I bagende sol led Frem sæsonens første nederlag, da det blev 4-2 til KB på kunstgræsset bag Vandkulturhuset. I en jævnbyrdig første halvleg uden de helt store chancer lykkedes det alligevel KB at komme til halvleg med en 2-0 føring. To langskudsmål, som burde være afværget, gjorde det svært for hjemmeholdet, der kun havde et enkelt forsøg i første halvleg, som KB-målmanden let viftede til hjørnespark.
Helt galt gik det 5 minutter efter pausen, da et nyt langskud endte i netmaskerne. Nu kunne KB foran 3-0 spille bolden rundt i egne rækker, mens Frem kun sporadisk udfordrede gæsternes defensiv. Midt i halvlegen blev det 4-0 og den store afklapsning lurede forude, men heldigvis lykkedes det hjemmeholdet at få pyntet på resultatet. Lassen og Palle F kom på banen, og sidstnævnte drejede rundt om en KB’er og scorede til 4-1, inden Peter i sidste minut sendte et indlæg direkte i mål til slutresultatet 4-2.
En fortjent sejr til KB, som dog kom alt for let til deres scoringer, og en indsats af hjemmeholdet, som hurtigt bør gå i glemmebogen, hvis de trofaste supportere Barberen, Keld Larsen og Bjerre ikke skal jages helt væk.
Frems hold: Jan, Palle J, Bjarne, Roman, Werge, Brian, Lassen, Palle F og Peter.