Efter en dejlig lang sommerferie, hvor træningsindsatsen har været overladt til den enkelte spiller, tog Frem imod forårets vinder Lyngby på kunstgræsset bag Vandkulturhuset.
Frem startede lidt afventende i den chancefattige første halvleg,men som kampen skred frem, kom hjemmeholdet mere med i kampen. Et hurtigt og velgennemført kontraangreb endte hos Peter, som med en tåhyler, sendte bolden mellem benene på Lyngbymålmanden til 1-0. Resten af halvlegen spillede Frem bolden flot rundt og da Frems yderst solide defensiv kun tillod gæsterne et enkelt forsøg, som Jan flot parerede, kunne hjemmeholdet gå til halvleg foran 1-0.
Om det skyldtes sommerens manglende individuelle træningsindsats, skal være usagt, men Lyngby overtog efterhånden hovedparten af spillet og pressede Frem tilbage på banen.
Frems forsvar med en hårdtarbejdende midtbane foran sig holdt dog Lyngby fra de helt store chancer, men et godt langskud efter et kvarter strøg i mål tæt op af den ene stolpe, og Lyngby havde udlignet til 1-1. Glæden varede dog kort, for et par minutter efter vendte Peter rundt på Lyngbys bageste forsvarsspiller og sparkede Frem på 2-1. Herefter vekslede spillet, men stadig med gæsterne mest på bolden. Der skulle dog et hjørnespark til før udligningen faldt. En Lyngbyangriber kom først på indlægget og drejede bolden i mål kort før tid. Frem fik dog en gylden mulighed for at hive alle 3 point hjem, da Peter i helt fri position sendte bolden på trekantsammenføjningen få sekunder før sidste fløjt.
Alligevel en god indsats af Frem, som stillede op med følgende hold:
Jan, Arne N, Bjarne, Palle J, Poul, Benny, Werge og Peter