Blå himmel og strålende sol på anlægget bag Vandkulturhuset gav de 2 hold muligheder for at spille en seværdig fodboldkamp, trods det at kalenderen stadig sagde februar. Skovshoved mødte frem med kun 1 point i bagagen mod  Frems 6. Alligevel var det gæsterne, der spillemæssigt havde overtaget de første 20 minutter, uden dog på noget tidspunkt at blive farlige. Hjemmeholdets spillere have svært ved at ramme hinanden, og der skulle et indkast til før de kom i gang. På det løb Claus fri og sendte let bolden i mål til sin første Fremscoring. 5 minutter efter gik Bjarne med op, og på det efterfølgende indlæg scorede han flot med hælen. 2-0 til Frem lige inden halvleg.

Anden halvleg formede sig ganske anderledes. Frem spillede fornuftigt bolden rundt og holdt helt Skovshoved fra chancer. Efter et kvarter øgede Peter føringen til 3-0 og lidt efter blev det 4-0, da Poul fik en friløber i højre side og sendte den sikkert i mål, og dermed afgjorde kampen. I de sidste 5 minutter var Fremforsvaret i gavehumør og gæsterne fik pyntet på resultatet med 2 hurtige scoringer til slutresultatet 4-2. 

Frems hold
Anthon, Poul, Bjarne, Carlo, Palle, Claus, Peter og Benny.