Solen skinnede i Tårnby denne mandag formiddag, og efter weekendens storm blæste der kun en “pelikan” på tværs af banen da vi skulle igang.
Inden da havde der været lidt panik. Hvad fanden gør man når halvdelen af holdet havde meldt fra. Roman og Peter solede sig i Spanien, hvor det regner. Benny skriver bog i Sverige og “Brutalis” er pludselig tvunget til at passe sit job i gymnasiet. Arne og Claus har ikke bentøjet på plads.
Der var nok at tænke over inden kampen, og holdkortet var heller ikke klar, hvilket kunne være ligemeget hvis vi alligevel tabte.
Man henter den gamle “cirkushest” Lassen, der under meget bøvl og ballade alligevel kommer i tøjet. På vejen til Tårnby sammen med Carlo har han fundet en med 2 nye knæ der hed Børge, så ham tog de med på vejen. Nu var vi ialt 6 mand.
Det gik næsten som forventet, i 80% af tiden havde de bolden, men hovsa – de blev lidt overmodige og pludselig førte vi 2-0 på mål af Kassinger, en stilling som holdt til pausen.
Kort efter pausen reducerede de til 1-2, men nok en gang med god hjælp fra Carlo fik Kassinger givet den en tåhyler af den anden verden og så stod den 3-1 til os. Så var der ikke meget mere i ham og Dennis gik frem, medens Søren med  de 2 nye knæ gjorde hvad han kunne. Minsandten lokkede vi dem nok engang frem på banen og Dennis udnyttede flot situationen med et løft og 4-1 til os. 5 minutter fik de reduceret til 4-2.
At vi yderligere var ved at score da Kassinger løftede den over målmanden som midt på banen greb bolden og blev udvist – ja, det viser bare hvor finurlig fodbold kan være.
Hvad var det egentligt der skete. Jo – den dag havde vi stillet et plankeværk op foran vort mål primært bestående af bagtroppen med Lassen og Palle spidsen.
Tårnby skød og skød og hvis de ramte “Plankeværket” tilstrækkeligt hårdt så blev det til et lynangreb til os – og som sagt en sejr uden lige. Hold da op hvor bajerne smagte godt.
Holdet bestod af: Palle, Dennis, Lassen, Carlo, Børge og Kassinger.
Næste kamp er mandag, den 30. september kl.1100 ude mod Lyngby. (Husk at melde fra senest torsdagen inden hvis du ikke kan spille)
Hilsen
John