Tænk at skulle spille sidste kamp inden sommerferien på rigtigt græs. Mål i den rigtige størrelse var der også, og på den måde gik det til, at vi ikke skulle bevæge os mere end 50 meter for at være på hjemmebane. Lige foran klubhuset, med dejlig bane og sol.

 

Benny havde taget alt det fine tøj på så han kunne stå på mål og Palle var sendt i marken for at meje. Desværre kom jeg lidt for sent og det blev straks straffet af vor holdleder Lassen der bad mig om at blive udenfor og varme op, sådan. Lassen havde løbet Royal Run dagen inden, så det var ikke meget mere i ham. På vej ud kunne han konstatere at vi efter 7 minutter var bagud med 0-2. Benny´s fine tøj inklusive nogle rigtig flotte handsker til at gribe med kom slet ikke i brug i starten af kampen. Nogle vil kalde det 2 smuttere og det er pænt sagt. Bedre blev det ikke, da der blev råbt flabet efter Palle der glemte at se op – så gik han ud og Lassen måtte ind igen.

 

Efter den chokstart fik vi samlet os, havde et par pæne chanser og efter en tværpasning fra Kassinger, fik Brutalis snittet den ind til 1-2 som blev 1. halvlegs resultat. I halvlegen blev der diskuteret hvad vi kunne gøre for at vende kampen. Gemytterne faldt til ro og Palle var ovenikøbet så generøs at tage målmandsposten efter Benny, som han sagde, det kunne i hvert fald ikke blive værre.

 

Og det blev det heller ikke, det blev faktisk meget bedre. Palle stod en perfekt 2. halvleg, lavede flotte redninger og holdt målet rent. Benny kom i marken og kæmpede sammen med Brutalis og Roman forbilledligt. Vi havde flere chancer, stolpeskud, men ind ville bolden ikke, før i allersidste minut hvor Roman fandt Kassinger med en flot tværpasning og så stod  den 2-2. Sommerferien var klar og begge hold vel godt tilfredse med det resultat.

 

Holdet bestod af: Benny, Palle, Brutalis, Roman, Lassen og Kassinger.

 

Med venlig hilsen

John