Vi havde muligheden idag for at afgøre det hele selv. Altså at bringe os på 1. pladsen i rækken inden de 2 sidste kampe i vinterturneringen.

Vi startede med stærkeste opstilling: Palle på mål, Benny som bagerste og spilfordeler, Roman og Brutalis som stormtropper og Peter helt i front til at afslutte det hele.

Det er svært at forklare, helt hvorfor det ikke gik helt efter plan – hoppede bolden for lidt eller for meget i en den stærke medvind som vi havde i 1. halvleg på Valby denne mandag formiddag? De var til at tale med, denne dag og i begyndelsen havde vi et par store chancer, først Peter, så Brutalis, så Roman, men det hele prellede af på deres målmand som set med SIF/HIKs øjne fik det rette ben i vejen hver gang.

De brændte chanser tog pusten fra os og organisationen gik langsomt i opløsning, Roman fik tilsyneladende gummiben og Brutalis som ofte er her og der og allevegne, men denne dag sjældent det rigtige sted. Vi skulle have skiftet tidligere, men gjorde det først  i slutningen af halvlegen, det hjalp ikke i første omgang da SIF/HIK med en flot frispilning mellem Palle og Benny bragte sig på 1-0 hvilket blev halvlegens resultat.

Fra 2. halvlegs start kom så Carlo på banen, og det ændrede en hel del. Vi fik mere flydende spil og Peter flere chancer for at vriste sig løs af den mand der ofte hang på ryggen af ham igennem hele kampen. Han kæmpede og det lykkedes, i en lidt svær situation fik han drejet rundt og hamrede bolden i kassen til 1-1. Midt i halvlegen var de presset helt i bund, Benny og Brutalis kørte rundt og Benny huggede til – med lidt god vilje kan man kalde hans skud for en assist, i hvert fald stod Carlo det rigtige sted og styrede pucken, nej bolden lige ind i kassen til forbløffelse for SIF/HIK målmanden 2-1 til os – Hu hej.

Nu havde vi styr på det, men ak, pludselig stod en mand fri og reducering til 2-2. Det kunne vi ikke være tilfredse med og pressede på for det afgørende mål, uafgjort var absolut utilfredsstillende. Dog må vi sige, at da Bjarne fløjtede af var vi alligevel tilfredse med det ene point, da de i allersidste minut fik en spids og var alene med Palle, men som han sagde efter kampen – “jeg gjorde mig bred” – og skuddet ramte målstolpen og sprang ud på banen – puha og tak for det.

Øllene smagte nogenlunde, og 1. pladsen forduftede vel nok – nu skal der blegt og mirakler til.

Holdet bestod af: Palle, Roman, Benny, Brutalis, Peter, Carlo og Kassinger.