Efteråret på spring en dejlig dag i Valby Idrætspark, og vi skulle møde SIF/HIK, der sidste gang blæste os ud af banen med en øretæve på 12-2. Vi lurede på dem inden start, jo han var med ham Jesper med tåhylerne, Palle begyndte allerede at ryste nervøst. Så var der ham med et brag af et venstreben, han var der også og alle de andre, uha – uha.
Det skulle gå lidt anderledes denne solskinsdag med spredte skyer. Godt nok kom der en mørk en af slagsen da Kassinger kom på banen og fluks afleverede til ham med venstrebenet, der hamrede den ind i en tom kasse og 1-0 til SIF/HIK. Ikke helt fortjent må man sige da vi lige inden havde haft 2 muligheder for at bringe os i spidsen, men Benny som virkede lidt rusten efter at have siddet oppe på den ødegård fik ikke helt ram på kassen.
Det gjorde til gengæld Peter, der nok en gang roterede om sig selv og sin modstander, bang og 1-1 som blev halvlegens resultat.
Vi fortsatte i 2. halvleg det gode spil og blev belønnet efter et presspil hvor først    
Peter forsøgte nogle gange, tilsidst havnede bolden på Bennys kolde venstreben og i kassen. Var det virkeligt rigtigt, der var et kvarter tilbage og vi førte 2-1.
Vi blev sat under pres, men Roman, Benny og Brutalis var her og der og alle vegne, medens Peter gjorde sit for at ophidse modspillerne, de sagde at han brugte armene, men for os så det ud som om det var benene. Nu var det Roman der blæste dem ud af banen, også bolden ind imellem, men en fin pasning til Peter som fangede den helt nede ved baglinjen, fik snoet sig fri, og spillede den altid villige Brutalis – hak sagde det og 3-1 til os.
De var færdige, Palle snuppede de sidste desperate forsøg, kort efter blev der fløjtet af hvilken sejr – tak skal de ha’.
Holdet bestod af: Palle, Roman, Brutalis, Benny, Peter og Kassinger.
Med venlig hilsen
John