15.06.22 Frem – AB Tårnby

FREM – AB Tårnby = 4 – 1

Forårets sidste kamp – et godt resultat!

Den sidste kamp i forårsturneringen var på hjemmebane mod AB Tårnby, som med en sejr kunne nå op på en 2. plads. De mødte talstærk op og fik lov til at spille med 9 mand. Vi havde afbud fra Poul, som synes det var vigtigere at sejle rundt i de danske farvande. Roman har stort set været på ferie hele foråret, men det har så givet plads til Arne F, som med sin sublime teknik og afleveringer har tilført vores hold en ekstra dimension. Carlo var som sædvanlig altid parat til at spille med, hvis det var nødvendigt. Vi valgte dog at spille med 6 mand efter, at Kassinger nu er ved at være i fulde omdrejninger!
Efter en hårdt spillet og målløs 1. halvleg, hvor vores varemærke, den defensive taktik, blev udført til perfektion, og Mathisen tog det der kom og Peter på fornem vis flere gange havde gjort sig fri af sin oppasser og bare manglede at skyde forbi målmanden, blev 2. halvleg mere målrig.
Der skulle ikke gå mange minutter før Peter igen havde snoet sig fri af sin oppasser, men blev taklet bagfra, og der korrekt blev dømte straffe. Inden kampen var det blevet aftalt, at hvis vi fik tildelt straffe, skulle Kassinger skyde (brændt straffe og gratis øl efter kampen!). Den snart 80 årige Kassinger rystede ikke på foden! Med usvigelig sikkerhed kanonerede han den helt op i målhjørnet uden chance for målmanden! Så var vi i gang! 
Og der skulle ikke gå lang tid før Kassinger igen havde en fod med i et mål. Med et køligt overblik og en perfekt aflevering fandt han Brutale, som scorede sikkert. Kassinger mente selv, at han nu godt kunne holde en lille pause og hans udskiftningsmakker Benny kom på banen med sine to brækkede ribben, som han havde fået tidligere i kampen efter en hård takling. Det forhindrede ham dog ikke i at bryde et af AB Tårnbys angreb og finde Peter i en omstilling, hvor både Arne og Brutale var skudt med frem på hver sin flanke, men hvor Peter valgte at skyde selv og scorede sikkert! Et mønsterangreb baseret på vore varemærke, den defensive taktik med hurtige omstillinger!
Ti minutter før tid kom der lidt spænding ind i kampen, da AB Tårnby fik scoret til 3-1. Det blev der dog hurtigt ændret på, da Benny (nok engang) erobrede bolden, men denne gang havde set, at AB Tårnbys målmand var gået langt ud af sit mål. Med sit store overblik, sin fine sparketeknik  og med en afstand på ca. 30-40 meter til mål strøg bolden over målmanden og ind i kassen til stor jubel fra de tilkommende tilskuere fra torsdagsholdets træning. Så var den kamp afgjort!
Sejren betød, at vi endte på en 5. plads, hvilket må siges ikke er tilfredsstillende. Dog kunne vi have endt på en 2. plads, hvis vi ikke havde smidt en føring på 3-1 mod KB overstyr og spillede uafgjort eller vi ikke havde måtte melde afbud  til kampen mod Brønshøj. Meget positivt er det, at vi er det hold, som sammen med Rødovre, der vandt rækken, har scoret flest mål (40) og den næstbedste målscore.
Tak til dommer Bjarne for veludført arbejde!
Målscorere: Peter 2, Brutale 1 og Benny 1.
Holdet bestod af: Mathiesen, Brutale, Peter, Kassinger, Arne F., Benny og Carlo som
skjult reserve.
Efter kampen holdt vi en lille frokost, hvor Peter og Benny fik genvalg som holdledere til den kommende efterårssæson, og hvor Carlo – traditionen tro – holdt en lille tale og havde indkøbt fin chokolade til holdlederne. Tak for det Carlo!
Næste store opgave bliver VM i fodbold for 70+, som af humanitære grunde er flyttet fra Qatar til Roskilde! Kampene afvikles 24. – 26. august. Alle spillere er udtaget – og afbud vil blive betragtet som landsforræderi!
Referent: Benny