Referat af +70 Frem – KB 27.01.2025
Dagen startede fint med afbud fra Werge , Bjarne og Poul . Derudover var der afbud fra Tune , hvilket jo siger noget om holdlederens arbejdsbetingelser .Ankommet til Frem var der også afbud fra dommeren . Dejligt at have tid til at organisere holdet .
Vejret var gråt , men nogenlunde tørt og egentligt fint fodboldvejr .
KB èrne de flinke mennesker gik med til at spille uden dommer , hvilket jo er passende , når vi altid er klogere end ham .
Man kunne have sine bange anelser , da man så KB`s opstilling . Det blev da også en meget lige kamp , med en god og koncentreret indsats fra Frems side , med et forsvarsspil til tider præget af rod og kaos . Men heldigvis lagde Anton ud med at tage bolden med klokkeværket .Så var han ellers vågen resten af kampen .Det giver jo stof til eftertanke. Første forløb som skrevet ret jævnbyrdigt ,men Frem fik bragt sig foran ved et mål af Peter på en fin fremspilning fra Arne Høj .Derefter vekslede spillet frem og tilbage ind til Pausen .
Anden halvleg forløb stort set som første med jævnbyrdigt spil , da det gav os lidt besvær , at KB`s målmand tit gik med frem i angrebet . KB var ikke ufarlige men forsvaret kom i vejen for det meste, og resten tog Anton .
Midt i halvlegen lykkedes det igen for Peter at score på et Arne oplæg , men senere måtte Anton endelig kapitulere til stillingen 2-1 .
Men til sidst syntes Arne Høj lige at han ville efterligne Anton og tage bolden med hænderne . Da vi ikke havde nogen dommer måtte Arne selv dømme straffet . Dumt men fair . Men Eigenbrodt måtte se sit forsøg reddet af Anton , som derved reddede sejren i land .
Frems hold bestod efter afbuddene og nej til spilletid fra Roman , Brian og Niels af Anton , som jo efter det tidligere skrevne spillede en af sine bedre kampe og blev resultatafgørende . Poul spillede som sædvanlig , dog havde tandlægen bedøvet hans målscoringsevne .Kjeld som blev indkaldt i sidste øjeblik , gjorde god fyldest med godt løbearbejde og påpasseligt forsvarsspil . Gad vide om vi ser ham igen .Sidst vi så ham forsvandt han ned i Antons bukser .Arne løb og spillede som han nu kan , men havde to gode oplæg til Peters scoringer og et forsøg på et hjørnespark. Bolden var gået ind , hvis KB`s målmand ikke havde været vågen .Peter scorede som nævnt to mål ,men havde det lidt svært i duelspillet med Erik Eriksen (ikke den tidligere statsminister ).Peter havde et forsøg på stolpen men ikke mange flere afslutninger .Referenten spillede som sædvanligt , men havde sit hyr med at holde sammen på forsvarsspillet , da flere spiller forsvar efter flue i en flaske princippet . Referenten blev senere bebrejdet at han kun ramte stolpen med et drøn , men man kan jo ikke score på alt .
Humøret efter kampen var godt men fattet især da indsatsen var klart over det forventede.