Kære alle,
Sidder her og tænker – hvornår bliver det sommer så man igen kan komme ud og trille bold.
Ringede til Peter, han sidder fast i sommerhuset. Helt fast er måske ikke korrekt da hans hus efter den megen regn står under vand. Forsikringen vil ikke være med, så nu har han med dristige håndværkere besluttet at løfte huset og øge soklen med 10-20 cm og lægge nyt gulv. Ja, de kan i Nordjylland med erfaring fra flytningen af et helt fyr skal det nok gå godt. Så er der lige det med pengene – Peter siger at alle har betalt – og han har taget hele summen med derop. Hvornår vi ser ham ved vi ikke, men jeg skulle hilse Jer alle og sige at han har travlt i de kommende måneder.
Vi talte også om at det måske var en god idé, hvis I hver især tog ansvar for vedligeholdelse af kondition og ordentlig omgang med bolden. I ved selv, hvor det kniber, så er det sparkebrædt eller blot en lille løbebane så er det bare med at gå igang. En bold kan ikke smitte, kun smutte. En løbebane der er rund kan ikke skade, kun gøre en lidt rundtosset. Så klem på og gør jer klar til der kaldes.
Vi har endnu ikke fået den endelige udmelding omkring afslutningen af vinterturneringen, men vi ligger godt og lunt på 1. pladsen efter 4 sejre, 1 uafgjort, 1 tabt og med en målscore på 28-10, og 1 point foran SIF/HIK. Vi er det mest scorende hold i rækken og med +18 i måldifference også de bedste her.
3 mand har spillet alle 6 kampe – det gælder Palle, Benny og Kassinger. Som målscorer er “sælen” suveræn, har lavet 14 mål, derefter kommer Kassinger med 5 og Brutale med 4 mål. Carlo 2 mål og Claus og Roman hver 1 mål. Assist har vi ikke rigtig styr på, men det må gøres til en dyd i næste sæson.
Tænker også på at vi siden medio august 2019 hvor vi tabte til KB har spillet 14 kampe, hvilket har resulteret i 11 vundne, 2 uafgjorte og 1 tabt – meget godt gået af så mange ældre herrer.
Savner jer alle de mandage og torsdage, hvor andre ting nu optager vore tanker. Pas godt på Jer selv og på gensyn.
Med venlig hilsen
Peter og John